Stranden fra Højen (hedder egentlig Gammel Skagen) og mod syd til Kandestederne er et paradis for naturister. Måske et par kilometer syd for Højen stopper fluepapiret (hvor man i øvrigt også finder naturister – iøvrigt ikke fluepapir efter Bellevue-modellen), og så er der ellers strand, vand og klitter for alle pengene. Og masser af plads. Man finder stadig mennesker her, men der er god afstand imellem og mange er i øvrigt nøgne.
Området mellem Højen og “Stranden 2” (se nedenfor) anvendes af naturister. Ellers kan man fortsætte længere sydpå (forbi “Stranden 2”) mod Kandestederne, hvor der er god plads.
Der er gode muligheder for at gå lange nøgenture i klitterne uden at møde et menneske, og sker det alligevel er det sandsynligvis en ligesindet. Pas på hugorme, det siges, at der er mange, men mest i lyngen.
Vesterhavet er pragtfuldt badevand, men nogle steder er der mange sten.
Der er flere muligheder for at komme ud i dette fantastiske strandlandskab. Man kan selvfølgelig tage til Højen og så bare spadsere sydpå af stranden til man synes, man har fundet et godt sted.
Hvis man har en cykel (kan lejes i Skagen), kan man også køre mod Gl. Skagen og dreje til venstre ved skiltet “Stranden 2 km.” På et tidspunkt kommer man for enden af Kanalvejen til en P-plads, og herfra går der stier ind i den store klitplantage, som også er et fantastisk landskab. Her kan man køre bag klitterne hele vejen til Kandestederne (mod syd). Der er mange muligheder for at sætte cyklen og kravle over klitterne og gå ned på stranden. Man skal dog sørge for at holde øje med klitterne og ikke miste dem af syne, da man ellers kan komme på en grundig vildtur i den store plantage.
5-6 kilometer fra Gl. Skagen har man sandsynligvis hele stranden for sig selv. Mangler lysten til lange gå- eller cykelture kan man, som før nævnt, godt være nøgen ved “fluepapiret”. Vi så nogle få, og det er ret almindeligt her, men naturister er ikke i overtal.
Det store strandlandskab lidt længere mod syd er til gengæld et paradis – et storslået sted som skal opleves.