Danske øer:
Agersø
Agersø kommer man til med båd fra Stigsnæs Havn (sydvest for Skælskør). Sejltiden er ca. 15 min. På Agersø går du op gennem byens allé. Efter at have passeret gadekæret går du lidt længere i samme retning og drejer så til venstre mellem købmanden på venstre hånd og skolen og hallen på højre hånd ud ad Helholmvej. Efter ca. 1 km med åbne marker drejes af første grusvej til højre ned til vandet. Man kan derefter gå en smule til højre og finde sig et godt sted. (N 55.209737°, E 11.173035°). Dresskoden er valgfri. Masser af idyl og stranden byder på masser af fred og ro.
Anholt
Anholt er et paradis for alle, der holder af lange sandstrande og uberørt natur. Man kommer til Anholt enten med færgen fra Grenå (2,5 timers sejltid), med taxafly fra Roskilde eller i egen båd. Turen rundt om øen ad stranden er ca. 25 km lang. Bortset fra strandene lige i nærheden af havnen og campingpladsen, så er der så godt som udelukkende naturister. På landsiden af klitterne gælder de normale normer for påklædning. Hvis man holder af en lang vandretur, så har naturister her den bedste mulighed i Danmark. Godt 20 km på pragtfulde sandstrande, bare dig og naturen!
Læsø
Læsø er en landbrugsø, hvor der bor forholdsvis mange mennesker. Man kan komme til Læsø med færgen fra Frederikshavn (1,5 times sejltid), med taxafly fra Roskilde eller i egen båd. Der er to strande, der ofte anvendes af naturister.
Stokken (N 57.251974°, E 10.873568°) er en landtange, der ligger på Læsøs vestlige ende. Man skal vade ud til landtangen, men det er uproblematisk. God sandstrand.
Blæser det fra vest, kan man tage til Syrodde (N 57.310747°, E 11.195450°) i stedet. Den ligger på øens nordøstlige side.
Endelig er stranden ud for Læsø Klitplantage markeret på kortet. Læsø Klitplantage er med sine over 1.800 hektar Læsøs største statsskov, og derfor en oplagt mulighed hvis man har lyst til en nøgenvandring. I følge en udmelding fra Skov- og Naturstyrelsen er det tilladt at vandre nøgen i alle statsskovene: Naturstyrelsen bekræfter: Det er tilladt at være nøgen i skoven
Omø
Omø kommer man til med båd fra Stigsnæs Havn (sydvest for Skælskør). Sejltiden er ca. 50 min. På Omø vandrer du op til byen forbi kirken. Efter gadekæret på venstre hånd drejer du til venstre ad vejen, til du når stranden. (N 55.160451°, E 11.165377°). Der er masser af idyl og stranden byder på fred og ro.
Sydsverige i nærheden af København
Backåkra / Sandhammeren
En af Sveriges bedste nøgenstrande nær Ystad. Ca. 1,5 times kørsel fra København (Öresundsbron, broafgift). De anviste GPS-koordinator vedrører Backåkra, men stranden fortsætter ca. 3 km. mod nordøst forbi Sandhammeren, hvor man også kan parkere. Ingen faciliteter, husk mad og drikke. GPS: Parkering N 55° 22.737, E 14° 8.484′, midten af stranden: N 55° 22.637′, E 14° 9.622′. Stranden er i topklasse, men vandet kan være koldt med strøm.
Skanör – Svanrevet
En af Sveriges bedste nøgenstrande kun 45 minutter kørsel fra København (Öresundsbron, broafgift). Man parkerer efter kirken i Skanör, ved strandengen: N 55° 25.188′, E 12° 50.835′. Herfra følger man stien henover strandengen mod kysten. Følg så stranden mod nord til nøgenstranden starter: N 55° 25.767′, E 12° 50.411′. Fra parkering til nøgenstrandens start er der ca. 1 km’s gang. Stranden fortsætter nordpå ca. 2 km – perfekt til en bar spadseretur! OBS: Fra april til og med 15. juli er de nordligste 1,5 kilometer lukket for offentlig adgang på grund af ynglende fugle. Stranden er i topklasse. Bortset fra gåafstanden er stranden meget børnevenlig. Ingen faciliteter, husk mad og drikke.
Sydfrankrig
Plage de la Batterie mellem Cannes og Golfe-Juan, Côte d’Azur
Dette er den eneste tolererede naturiststrand mellem Cannes og Nice! Den ligger på bygrænsen mellem Cannes og Golfe-Juan på den franske riviera. Stranden passes dagligt af en naturistklub med navnet Club Horizon (navnet skyldes navnet på den vej, der munder ud i kystvejen). Man parkerer på en lille P-plads, der hvor Boulevard Horizon munder ud i kystvejen (der er en tankstation på det andet hjørne). Hvis P-pladsen er fuld, må man prøve sidevejene i nærheden. Fra parkeringspladsen skal man igennem en tunnel under kystvejen for at komme ned til stranden. Der ligger en fiskefarm, hvis bygninger ligger ved siden af stranden. GPS-koordinater: Parkering: N 43.550589°, E 7.056401°; selve stranden: N 43.550796°, E 7.057542°. Det er en lille strand, som kan være temmelig overbefolket i juli-august – kom tidligt. Der er en cafemand på stranden (sandwich, kaffe, øl og vand) – han hedder Daniel.
Plage de la Briande i Ramatuelle, i nærheden af Saint Tropez
Dette er en de absolut bedste naturiststrande i Provence. Dejlig sandstrand med krystalklart vand. Flotte kystbjerge, duft af timian og rosmarin…
Man skal køre via Ramatuelle til et sted, som hedder L’Escalet (er skiltet). Det ligger ca. 12 km fra Saint Tropez. Når man kommer ned til L’Escalet skal man til højre. I sommersæsonen er der adgangskontrol og P-billetter. Det gælder om at komme ud til enden af vejen til højre, der er ca. 35 parkeringspladser for enden. (Se GPS-koordinater nedenfor). Kom inden kl. 10:00 om sommeren!
Fra parkeringspladserne for enden af vejen går der en ”toldersti” langs kystbjergene ud til den første pynt. Faktisk er der to stier – en oppe i højden og en længere nede. Alt er godt afmærket, men man skal have travesko på. Specielt på den nedre sti. Ikke for gangbesværede.
For at komme til Plage de la Briande skal man vandre fra parkeringspladserne ved enden af vejen ca. 30-35 minutter. Ja, vi er langt væk fra alting! Man kommer til en halvø, som man skal passere tværs over, og efter ca. 100 meter, så har man udsigten til en bugt med en sandstrand på ca. 300 meters længde. Perfekt sandbund – for det meste klart vand – ikke mange mennesker.
Vandrestien fortsætter efter denne sandstrand, så derfor er der en trafik af vandrere langs stranden. Men det gør ikke noget. Der er tradition for at man soler sig og bader som man vil. Tekstilkvotienten varierer en del efter årstiden. Om sommeren kan der godt være temmelig overtekstileret – især om eftermiddagen kan man føle sig klemt inde. Men som sagt, ikke noget problem med eller uden – folk accepterer hinanden som de er. Dejligt at se. I øvrigt er der mange muligheder langs spadsereturen fra P-pladsen til stranden. Både klipper til at sole sig på og en 4-5 små / mindre sandstrande. Også her er der en skøn blanding af med og uden.
Stranden kan varmt anbefales for folk, der er villige til at køre langt for at se noget specielt.
Parkeringspladsens GPS-koordinater har du her: N43 10.970 E6 38.499. Selve stranden ligger her: N43 10.355 E6 37.992.