Tranum Strand Nord


Den nordlige del af stranden:
Stranden nord for hotellet kan anbefales, hvis man holder af lidt mere strandliv og kan leve med nogle få tekstilere på stranden – tilmed er man tæt på kiosk, toilet og brusere og stranden har en befriende mangel på kratluskere.

Kør forbi hotellet og parker på P-pladsen mellem klitterne. Ud for P-pladsen er der tit mange badende og meget liv og larm. Men går man til højre forbi de to bunkere og en redningspost kommer man til en del af stranden, hvor der sjældent er mange mennesker. Kun få badende fra sommerhusene bag klitterne kommer her – og dem som smider overdelen til bikinien. Der er endnu kun få naturister på stranden, men der er så meget plads, at man godt kan tillade sig at bade nøgen. Området strækker sig 100-200 m nordpå indtil man støder på alle bilerne fra Ejstrup Strand – se markeringen på kortet.

Der er godt sand at ligge på tæt ved vandet og ingen biler på stranden. Stranden er dejligt fri for lurere, da den ikke er så kendt som nøgebadestrand endnu. Så det er et rart sted, hvis man ikke bliver generet af de få almindelige tekstil-badegæster, der går tur langs stranden.

Overfor hotellet er en kiosk og et lille cafeteria, hvor man kan få hvad man skal bruge på en heldags-strandtur. Lidt længere henne ad vejen er et offentligt toilet med ferskvandsbrusere på gavlen.

NYT – nu naturistcamping i Tranum Klit
I sommeren 2019 har Tranum Klit Camping åbnet et afsnit for naturister. Fra campingpladsen er der kun et par kilometer til Tranum Strand Nord, og da vejen bare går gennem ubeboede klitter, er et håndklæde alt hvad du behøver for at gå fra campingpladsen til stranden.

Vigsø


Beskrivelse af stranden

Af modtagne kommentarer fremgår det at vejen til stranden ikke længere eksisterer. Hvis du har oplysninger om HVOR vejen er spærret (gerne koordinater i Google Maps), og evt. en alternativ vejbeskrivelse, hører vi meget gerne fra dig.

Stranden er bred….. varierer mellem ca. 30 meter og op til 75 meter.
Stranden er også markant ved gamle tyske bunkers, som ligger delvist i vandet.

Der er ikke mange sten på selve stranden. Stranden er meget åben.
Men har man stadig lidt generthed tilbage eller vil man gerne være sig
selv, kan man sagtens finde en lille “gryde” i klitterne. Andre naturister kommer her, men generelt er der ikke ret mange mennesker. Ja, faktisk vil du være alene meget af tiden.

Vanddybden variere lidt. Nogle steder kan man gå et stykke ud før det bliver dybt, andre steder bliver det hurtigt dybt. Men kan man lide Vesterhavets “brus”, så er det synd ikke at prøve sig frem. Havbunden er også meget fin med få sten………
men…. bad ikke alene her! (hele strandens længde) Der er en reel risiko for understrøm, som kan suge en ud. Ellers skal man holde sig på lavt vand.

Kørselsvejledning
Kør til byen Vigsø. I byen finder du en stor gul bygning (hotel) lige over for købmanden.
Til højre for hotellet finder du en vej, der hedder Krægpøtvej. Denne køre du ud ad ca. 1.9 km (den skifter hurtigt fra asfalt til grus). For enden er der et S- sving. Kør gennem dette S- sving og hold til venstre. Fortsæt ca. 2,4 km. Her deler vejen sig – hold til venstre (dette er modsat opkørsel til grusgraven). Herfra bliver grusvejen smallere, jo længere du kommer frem, men fortsæt. Det er off. vej det hele.

Ca. 500 m længere fremme deler vejen sig igen. Du skal holde til højre. Fortsæt ca. 600 m længere frem, det er faktisk der, hvor du ikke kan komme længere. Hvor den nu smalle sporkørte vej bliver “let sandet”, kan du parkere. Lige på den anden side af klitten har du alle tiders strand, hvor du kan boltre dig lige så meget du vil uden tøj på.

Det er muligt at ta´ sin Autocamper med “helt ud” her er fine vende muligheder. Jeg vil dog være betænkelig ved at trække campingvognen med “helt ud”. Her kan man i stedet bruge P -pladserne langs grusvejen. Sidste mulige P-plads for bil + campingvogn, er umiddelbart før opkørselen til grusgraven. Skulle man køre for langt, kan man nemt vende ved opkørslen til grusgraven (lige bakke en enkel gang).

Der er ingen kiosk i nærheden. Ligeledes er der ikke toiletfaciliteter på stranden. Dette findes på den almindelige “tekstil” strand ved at køre til venstre i Vigsø, i stedet for til højre.

Nørre Vorupør


Når I kommer til Nørre Vorupør fra syd kan I svinge ned i byen ad den første vej til venstre (Vesterhavsgade), eller ad den anden vej til venstre, hvor der er parkeringspladser og hvor I kan undgå at køre midt inde i byen, hvor der er meget trafik om sommeren (se kortet). Der er skilte, der viser ud mod stranden hen over klitterne. Når I kommer ned til stranden skal I gå til højre mod nord.

Selve nøgenbadestranden ligger i udkanten af stranden mod nord. Der har tidligere været en skiltet og indhegnet naturiststrand, men skiltet har ikke været der de sidste 10 år. Der kan endnu ses enkelte af de gamle hegnsstolper i terrænet.
Efter stolpernes placering har grænsen for naturiststranden været ca. ved redningspost D 123, men idag er der først naturister fra D 124 og videre nordpå.
Der er en blanding af flest naturister, men også en del tekstilbadere på hele strækningen fra D 124 til den sydligste redningspost ved Bøgsted Rende – dvs. en strækning på ca. 2½ kilometer. De fleste nøgenbadere, der færdes her, er hovedsageligt tyske turister, især middelaldrene, men der er også en del danske børnefamilier og midaldrende par med børnebørn, og enkelte unge under 30.

Hvis det blæser meget vil der hovedsagelig ligge mennesker i læ af klitterne.
Der er mange store klitter. Naturen kan være meget bask heroppe. Der kan være høje og stærke bølger med tilhørende understrøm, så pas på (der er advarselsskilte ved parkeringspladser).
Hvis det ikke blæser meget er det fin at solbade nøgen på stranden, særligt hvis man ikke er den eneste. Ellers kan man lægge sig oppe i klitterne. Det er bedst at færdes ved stranden, når der ikke er vestenvind eller der er vindstille. Der kan være meget grus på stranden.

Lild Strand


Der er en meget fin strand (god plads og fint badevand, pas dog på strømmen, der kan være stærk) lidt øst for Lild Strand i Nordvest-Jylland.

Kør fra Fjerritslev igennem Klim og V. Thorup cirka 19 km og drej til højre mod Lild Strand (5 km).
Hvis du kommer fra Thisted kører du først cirka 25 km mod Fjerritslev/Aalborg og drejer så til venstre mod Hanstholm. Efter et par hundrede meter drejer du til højre mod Frøstrup. Efter cirka 12 km, over byen “Bjerget” drejer du til venstre mod Lild Strand.

Midt i byen, er der et kryds, her drejes til højre. Efter cirka 1 km er der en parkeringsplads. Gå nu 5 minutter mod øst og der er så 3-4 km god strand.
Byen er for øvrigt et lille hyggeligt fiskerleje, hvor man trækker bådene op på stranden.

Kollerup Strand

Strandguide.dk søger flere førstehåndsoplysninger om denne nøgenbadestrand. Vi mener markeringen på kortet er korrekt i forhold til både parkering og strand?

Stranden nord for Fjerritslev på stykket mellem Kollerup Strand og Grønnestrand.

Fra et par brugere har vi i juli 2021 modtaget denne vejledning:
Man kører fra Fjerritslev ud ad Kollerup Strandvej. For enden af vejen drejes til højre ad Frederik d. VI Vej, som forløber langs klitrækken. Hele vejen frem til Grønnestrandvej er der på venstre side (havsiden) flere forskellige P-pladser. Gå over klitten, og stranden ligger foran jer. Der er også tekstiler, men der er plads til mange, også naturister. Smid tøjet og hop i bølgen blå. Har flere gange oplevet, at andre i nærheden af os følger trop. Der KAN være understrøm, så vær forsigtig, når I bader.

Hulsig


Mellem Ålbæk og Skagen (hovedvej A40) drejes Hulsig i rundkørslen, over jernbanen og til højre ad Tranevej, til venstre ad Chr. Jensens Vej, som er en grusvej, der ender ved en lille parkeringsplads bag klitten.

Nøgenbadestranden er ligger på højre hånd og begynder ofte cirka 400 m syd for parkeringspladsen. Området for nøgenbadning strækker sig ofte sydover til 200 m syd for bækken (syd for campingpladsen). Her bruges stranden af gæster fra Bunken Campingplads, der ligger inde bagved.

Øster Hurup


Nøgenbadestranden i Øster Hurup ligger nogle km nord for byen.

Den nemmeste vej til stranden er at parkere på en lille rasteplads, der ligger 4½ km nord for centrum af Øster Hurup. Hvis man kommer nordfra er det 6½ km syd for Dokkedal. Rastepladsen ligger helt ud til vejen og har kun plads til 8-10 biler. Herfra går man ned mellem træerne og ud til vandet. De fleste naturister går herfra 100-200 m sydpå før de slår sig ned på stranden, det er også her der er mest god strand. Det er en fredelig og hyggelig strand. Stranden er meget børnevenlig med lavt vand et stykke ud. Dog skal man være opmærksom på tidevandet, som gør at den helt lavvandede del af stranden er knæ-dybt ved højvande. På den sydlige del af stranden er der ofte en del små øer man kan ligge på.

Hvis rastepladsen er fuld af biler, kan man parkere på P-pladsen lige før man kommer til Kattegat Strand Camping nord for Øster Hurup. Her skal man gå ned til stranden og til venstre indtil man kommer til nøgenbadestranden.

Hvis man camparer på Kattegat Strand Camping er der kun godt 1 km til nøgenbadestranden, som man kan gå på omkring et kvarter.

Lyngså Strand – Sønderklit


Stranden er bestemt ikke en strand, hvor man kan regne med at møde naturister hver gang. Men på den sydlige af stranden er der tradition for en afslappet holdning til nøgenhed.

I den nordlige ende af Lyngså viser et skilt til “Sønderklit” ad Sønderklitvej. Drej ned her. Efter godt 1 km krydser man skråt til venste over Nordostvej og fortsætter mod stranden. Ved stranden er der en stor P-plads med toiletter og brusere. Fra P-pladsen skal man gå 300 m sydpå, for at komme til området med plads til nøgenbadere. Enten kan man gå ned på stranden og til højre – eller man kan gå det meste af vejen på stien bag klitterne, og gå ned på stranden ad en trappe ved det sidste sommerhus.

Området for nøgenbadning ligger fra det sidste sommerhus og længere ud, hvor der er skov ovenfor stranden. Det kan anbefales at gå et passende stykke væk fra trappen op til sommerhusene, så man ikke risikerer at genere sommerhusgæsterne. Det er ude ved de sidste skraldespande som kommunen har sat op på stranden.

Der er fint med sandstrand på stranden og man skal ikke lede efter et godt sted at ligge. Stranden er udmærket til børn, da der er lavt vand og det kun bliver langsomt dybt. Det er dog ikke noget problem at få en rigtig svømmetur.

Kærsgaard Strand


Kærsgård Strand er en dejlig, bred, ugenert naturist strand, og den er en børnevenlig sandstrand med skønne, lægivende klitter. Uden toiletter og kiosk, men stranden er bilfri. Der er mange naturister, der kommer der, også en del tyske naturister har fundet vej til denne skønne strand. Der er mange naturist familier, men også enlige af begge køn.

Kørselsvejledning:

Du finder stranden mellem Skallerup klit og Hirtshals. Kør ad den gamle Hirtshals hovedvej (55) til Vidstrup. I Vidstrup drejes til venstre, der er skilt til Kærsgård strand. Følg vejen ca. 3,7 km til der kommer et vej T. Kør til højre af en lille grusvej, som går ned til en lille parkeringsplads. Derfra går man så hen over klitterne ad en lille sti. Et stykke til højre (mod nord) og så er man nede på den dejlige naturist strand.