Strandnaturisme – hvad er det ??
Er Du en af dem, der bader uden badetøj fra de danske strande? Så er du en ”strandnaturist”. Der er i titusindvis af os. Vi kan ikke se herlighedsværdien i klamt og vådt badetøj. Til gengæld kan vi godt lide følelsen af at være et med naturen og lade sol, vind og saltvand komme i kontakt med hele kroppen. Og så er der også alle vinterbaderne.
Foreningen Danske Naturister beskytter strandnaturisternes interesser, og vi arbejder aktivt for at fastholde og udbygge de mange steder på de danske strande, hvor der er tradition for nøgenbadning. Det informerer vi her om på www.strandguide.dk .
Vi har også kontakt til medier, landsdækkende turistorganisationer, lokale myndigheder og turistkontorer samt strandparker osv. i samarbejde med DN’s lokalforeninger.
Det kan være en svær beslutning at være den første, der smider tøjet på en strand. Man er usikker, og man vil ikke genere nogen. Men hvis alle, der ønsker at bade nøgne, positivt ved, at her på denne strand, hvor man befinder sig, er der normalt en del strandnaturister, ja så er beslutningen nemmere. Og når de første smider tøjet, kommer der hurtigt flere. Derfor er information om traditionelle nøgenstrande så vigtig.
Derfor vedligeholder og udbygger vi www.strandguide.dk, som giver dig information om mange af de traditionenelle nøgenstrande. Vi gør alt hvad vi kan for løbende at kvalitetssikre informationerne, og vi samarbejder med de lokale, som kender strandene.
Det er også vigtigt at de kommunale myndigheder, politimestre, lokale turistkontorer, sommerhusudlejere og strandparker er opmærksomme på nøgenbadernes eksistens og vejleder deres borgere og gæster/kunder om de lokale forhold.
Danske Naturister arbejder derfor med:
o Sikring af rettigheder på strandene
o Information om nøgenbadning generelt
o Information om alle de gode strande
o Kommunikation med myndigheder osv.
o Oplysning til offentligheden og medierne