Kategorier

Hesnæs Vig


Fiskerlejet Hesnæs er et besøg værd. Husene er efter gammel tradition beklædt med siv for at værne mod østenvinden, og fremstår meget idyllisk. På havnen sælges endvidere friske fisk.

Syd for byen er en dæmning og herefter skov. Sandstranden strækker sig fra Hesnæs havn, videre neden for dæmningen til et stykke forbi skovens start, indtil Pomle Nakke, hvor der ligger et traktørsted på klinten, hvor man om sommeren kan spise sin medbragte mad, blot man køber drikkevarerne der. På hele stykket ved dæmningen og til skovens start er der parkeringsmuligheder.

Ved skovens start er opstillet en toiletvogn. Midt mellem skovens start og Pomlenakke er nøgen(sol)badning ikke ualmindeligt om formiddagen og på dage hvor trængslen ikke er for stor.

Bredfjed


Officiel nøgenbadestrand med skilt og det hele. Stranden begynder ved slusen, hvor skiltet står. Man kan komme derud ved at køre ud forbi Lidsø gods og ned til Bredfjed, hvor der er en P-plads. Selve stranden er lidt groft sand, og der er masser af sandklitter, hvor man kan ligge i læ, hvis det blæser.
Man kan også gå fra Lalandia.

Tunderup Strand – Tromnæs

Ved Karleby er der to velegende steder for nøgenbadning:

Nord: Tunderup Strand
Fra Karleby drejes mod Tunderup ved kirken. I Tunderup følges skiltet mod østersøen. Der en P-plads i skoven ved kysten. Ud for parkeringen bades der med badetøj. Følg kysten mod nord, jo længere du bevæger dig væk fra P-pladsen des mere uforstyrret. Vi plejer at ligge, hvor der ses en stor sten i vandet. Bunden varierer mellem sand og sten, men man kan sagtens gå ud til revlen hvor der er den fineste sandbund. Når vi befinder os på sydhavsøerne er Tunderup strand vores foretrukne, den er meget begynderegnet.
Vejen følger kysten mod syd, langs kysten er der flere P-pladser med bademuligheder (med tøj). Hvor den asfalterede vej igen drejer ind i landet kan man fortsætte lige ud et stykke til Tromsnæs.

Syd: Tromnæs
Nøgenbadning praktiseres også ved Tromnæs på lidt længere sydpå af Falsters østkyst (mellem Sønder Alslev Strand og vejen fra Korselitse langs kysten).
Sæt bilen der hvor vejen knækker og går fra kysten op til Korselitse. Der er mulighed for at parkere flere steder i rabatten på den nordgående vej (mod Korselitse) fx lige ved svinget, men det er forbudt på skovvejene.
Nøgenbadestranden går sydpå netop fra dette sted, hvor vejej knækker og går ind i landet. Strandens bagland er skov, og stranden selv er udmærket, da den er en fortsættelse af de fine strande ved Marielyst og Bøtø. Nord for, hvor vejen følger kysten, er tekstilbadning derimod
reglen.

Bøtøskoven – Skelby Strand

Ved Bøtøskoven er der to strande som kan anfales for nøgenbadning. Alt efter vindretningen kan man finde læ på øst- eller vest-siden af Falster.

1. Bøtøskoven
Anbefales af Danske Naturister som en god strand for naturister.

Kørselsvejledning
Fra Nykøbing F kør syd på til Marrebæk, til venstre mod Bøtø By ved Falster Familieland, til højre til vejen ender i en P-plads. Nøgenbadestranden begynder et par hundrede meter syd for P-pladsen og strækker sig flere km længere mod syd. Fra P-pladsen gå enten ned på stranden og 200 m til højre – eller følg stien fra P-pladsen syd på.

Stranden
Den lækreste flade sandstrand med små klitter. Absolut en strand i særklasse selvom man må køre langt efter den. Det skyldes ud over det pragtfulde landskab, flora og fauna efter vor mening først og fremmest den officielle skiltning, så ingen er i tvivl om, at dette er altså et område, hvor man færdes nøgen. Man føler sig fri og der er en fantastisk god stemning på hele den meget lange strand. Fx er kratluskere eller klitkonger den absolutte undtagelse, og man føler sig aldrig generet på nogen måde dernede. Måske bidrager de mange udlændinge (først og fremmest tyskere, svenskere og nordmænd) ved deres naturlige optræden, mange børn og teenagere af begge køn også til den gode atmosfære. På varme dage er utrolig mange ægtepar og af og til flokke af teenagere, som går tur og morer sig i adamskostume på den uendelig lange strand. Ofte kommer en hel familie med medlemmer i alle aldre og køn ned på stranden, smider alt tøjet og tager en kort dukkert.

Bag diget kan man i læ for østenvinden spadsere kilometervis på den dejligste sti, som snor sig gennem små lunde af birke- eller fyrretræer – ja, det er som at være i Paradis – og i søndags gik vi helt dertil, hvor et skilt kundgør, at her ophører nøgenområdet. Man begynder så at nærme sig Gedesby, men da vi ville gå tilbage ad stranden, kunne vi se, at der var naturister i massevis på et langt, langt stykke sydpå, så man tager det åbenbart ikke så tungt med skiltningen. Stranden være hermed anbefalet på det kraftigste.


 2. Skelby Strand

Når vinden gør det umuligt at være ved Bøtøskoven på falsters østside, finder man læ ved Skelby Strand. Denne lille plet er et godt bud på en vestvendt strand. Stranden er ikke noget særligt, men den har hvad der skal til hvis man blot ønsker at sole og bade. Den består af en lille klint som giver fint læ, neden for denne er der en stribe sand af varierende bredde og kvalitet. Der kan være en del tørret tang og svanefjer, men det er absolut til at finde plads til to flere steder. Vandet er krystal klart ved fralandsvind. Kun få nøgenbadere på stranden.

Charlottenlund Fort/Strandlund


Stranden er en lille og hyggelig strand, som fortrinsvis opsøges af naturister. Enkelte tekstiler kommer dog forbi. Ca. 50/50 af begge køn en søndag. Gå mod toiletterne når du kommer fra parkeringspladsen, fortsæt mod højre og følg stien mod vandet. Der er ikke så meget plads men altid en god stemning. Her kommer både unge og ældre.

Der er toiletter og iskiosk ved Charlottenlund Strandpark lige ved siden af.

Bemærk at det kun er tilladt at være nøgen på selve strandarealet og ikke på den store græsplæne.

Kørselsvejledning: Kør nordpå ad Strandvejen fra København og kør igennem Hellerup. Fortsæt lidt længere mod nord og du kommer til Charlottenlund Fort til højre efter de beskyttede boliger i Strandlund. På en varm sommerdag er Charlottenlund Strandpark meget besøgt, så parkeringspladserne er begrænset. Alternativt går der bus fra Hellerup station (linje 166, stoppested Constantia) og fra Østerport (linje 14, samme stoppested).

Udsholt Strand


Udsholt Strand ligger vest for Gilleleje, mellem Smidstrup strand og Rågeleje.

Selve stranden er af varierende kvalitet, der er både mindre områder med sten og større områder med (fint) sand. Vandkanten er helt inde med sandbund, herefter følger oftest et (lidt) stenet stykke og på revlen er der fin sandbund og ca. 1,1 m dybt. Det er nødvendigt at svømme hen over stenene, hvor der på dybeste sted er ca. 2 m dybt. Storme kan også have skyllet det meste af sandet væk, så stranden i perioder ikke er meget værd.

Udsholdt Strand er ikke et sted hvor folk render nøgne omkring, men solbadning/badning finder jævnligt sted uden badetøj. Der kan typisk være en håndfuld nøgenbadere blandt 100 badende. Fyrrevej kan være lidt svær at finde, så kig lige på kortet inden du kører hjemmefra. For enden af fyrrevej er en P-plads (se kortet). Her er opført en toiletbygning, der som regel er rimelig sober. Stranden er perfekt til aftenbadning/grillning mm., solen går i sommermånederne lige ned i havet.

Sidste nyt fra udsholt er, at der er udskrevet en arkitektkonkurrence med henblik på at få etableret en handicapvenlig strand vest for fyrrevej. Området er markeret med blåt på kortet.

Nøddebohuse


En lille strand i Nordshælland er ikke så kendt:
Stranden ligger 3 km fra Hundested, mellem Kikhavn og Nødebohuse.
Kør ad vejen fra Melby mod Hundested langs nordkysten. Lige når man har passeret Nøddebohuse knækker vejen væk fra kysten. Her ligger en lille trekantet P-plads bag diget – så er der bare 30 m at gå til vandet. Hvis man kommer fra Hundested, så er det præcis 3 km ud ad Ll. Karlsmindevej (som bliver til Nøddebovej) og så til venstre ved den lille P-plads.

Det er en fin sandstrand med god sandbund.

Nøgenbadestranden er stykket mellem pumpestationen og Galgebjerg bakke, dvs. på nordøst-siden af Galgebjerg bakke.Den bruges mest af de lokale, men der er kommet flere der bader uden tøj på de sidste to år – i perioder er de fleste naturister af de få der overhovedet kommer der.

Det er som alle andre steder – hvis de som kommer først bader nøgne, så er der mange flere som tør.

Til venste for nøgenbadestranden (på sydvest-siden) er det almindelig offentlig strand bla. med toilet, grill plads og livredder for dette område.

Hyllingebjerg Strand


Vil lige skrive om en strand jeg har brugt igennem mange år, som min favorit naturist strand, og som ikke er så kendt. Det er en god sandstrand uden sten, og som ligger neden for en høj stejl skrænt, så der er ikke nogle “kratluskere”, der vandrer rundt, som ved andre strande her i Nordsjælland. Man går ned til stranden via en trappe, og til venstre for trappen bades der primært med badetøj, mens naturisterne fortrinvis ligger til højre for trappen. Det er lidt forskelligt fra gang til gang, hvor nøgenområdet er, men det plejer at være lige før den første stenrevle der går ud i vandet. Her er der nemlig rigtigt god sandbund ude i vandet, og god plads på sandstranden. Generelt er en god stemning på stranden og fin accept af badegæster med/uden tøj imellem.

Kørselsvejledning:

Kør ind ad Tollerup Strandvej, der er en sidevej til hovedvejen mellem Nødebohuse og Melby. Følg vejen til du kommer til et kryds, og drej til højre ad Markskellet. Følg vejen, og du kommer til en p-plads inde i skoven. Gå herefter ad stien hen til trappen, og ned til stranden.&qu

Tisvilde – Stængehage

En anden nøgenbadestrand ved Tisvilde Hegn ligger vest for den store P-plads i Tisvildeleje:

Tisvildeleje kan nås fra København med S-tog til Hillerød og videre med privatbane til Tisvildeleje (endestationen). Herfra fortsætter man i samme retning, som toget kørte, nemlig mod vest ad Tisvildeleje Hovedgade. Efter 1½ km (5-10 minutters gang) kommer man til en meget stor P-plads med udsigt over vandet. I bil finder man P-pladsen ved at fortsætte gennem Tisvildeleje til vejen ender.

Ved P-pladsen står en redningspost (rød trekant) og lidt længere henne står endnu en. Herfra (ca. 300-400 m fra P-pladsen) begynder nøgenbadestranden og fortsætter ca. 800 m ud til Stængehage (se kortet), hvor klitterne bliver højere. Længere ude er bøssernes område.

Fra P-pladsen kan man også gå ad en grusvej gennem skoven bag klitterne til skiltet ”Stængehage.”

Tisvilde – Stængehus

Stranden øst for Stængehus, omkring ”jydelinien”, er et helt suverænt sted, der kan anbefales som en af de bedste nøgenbadestrande. Her er en strækning på over ½ km med masser af naturister – alle slags mennesker, unge, gamle, kvinder, mænd og familier med børn.. Der er en dejlig stemning på denne strand: børn der leger i sandet, folk der falder i snak eller vandrer en tur i vandkanten eller i klitterne bagved. Generelt eksisterer der en god tone og respekt mellem tekstilbadende og naturister i dette område

Kørselsvejledning
Man finder nemmest stranden ved at parkere på P-pladsen ved Stængehus (se kortet):
Mellem Ramløse og Frederiksværk går vej 205 (Helsingevej/Frederiksværksvej).

Ved Sandkroen og købmanden (halvvejs mellem Ramløse og Frederiksværk) svinges ind ad Nyvej mod Liseleje og Asserbo. Efter 1,2 km står der et skilt “Kattegat 2 km”, drej ind her på en grus P-plads. Nyt i 2008: Hold til venstre på P-pladsen og tag vejen mod stranden i P-pladsens nordlige hjørne (ny vej, GPS position N 56.01244 E012.01930). Følg vejen gennem skoven. Efter et godt stykke ligeud kommer en lille rundkørsel, hvor man skal til højre. Følg vejen (herunder et venstresving) og parker på den store P-plads ved “Stængehus” (se kortet). På gode sommerdage er det klogt at komme tidligt, da P-pladsen ved Nordsjællands største nøgenbadestrand ellers kan være fyldt.

Gå fra P-pladsen ned til stranden og til højre langs vandet. Efter 200-300 meter møder man de første naturister og koncentrationen af folk med badetøj falder hurtigt. Man skal ikke gå ret langt, før nøgenhed er det almindeligste. Efter 800 m (ca. 10-15 minutters spadseretur), når man til jydelinien (se kortet) – det er den mest brugte del af stranden for naturister.
Går man videre forbi naturistområdet (200-300 m efter jydelinien) kommer man til et stykke hvor der er mange bøsser.

Alternativt kan man fra P-pladsen ved Stængehus gå skråt til højre (modsatte
hjørne af hvor man kørte ind), altså lidt mod nordøst. Her går en selvgået sti skåt ud mod kysten. Det er en smuk tur gennem skoven, hvor man efter 6-7 minutter kommer ud til det samme naturistområde.

Man kan også komme til denne strand fra Tisvildeleje. Det kræver så bare at man går eller cykler de 3 km fra P-pladsen i Tisvildeleje.

Note: Tidligere kunne man komme ind over Melby Overdrev fra Asserbo. Den er nu lukket. Man kan komme til den store P-plads på det tidligere skydeterræn ved at følge samme vej som beskrevet ovenfor. I rundkørslen inde i skoven skal man lige over og kommer da til P-pladsen. Ca. midt mellem de to livredder skure er der ofte også nogle naturister. Men der er langt flere mellem Stængehus og Stængehage (altså mod øst).

Hvis man parkerer på den store parkeringsplads på det gamle skydeareal, kan man finde egnede dele af stranden både mod øst (mellem livredderbygningerne) og mod vest (ind mod Liseleje).