To steder ved Rørvig kan anbefales som nøgenbadestrand.


Rørvig Nordstrand
Anbefales af Danske Naturister.

Nordstranden er en suveræn god strand, hvor der er lang tradition for nøgenbadning. En lækker strand og et afslappet miljø.

Kør ad hovedvej 225 mod Rørvig. 400 m inden byskiltet i Rørvig drejes til venstre mod kirken. Kort før kirken drejes til venstre ad Telegrafvej. Når man kommer til is-kiosken for enden af Telegrafvej, skal man gå til højre ad stranden. Efter 200-400 er naturisterne ofte i overtal. Nøgenbadeområdet strækker sig omkring 1 km videre herfra.

Nordstranden i Rørvig er en af danmarks bedste strande med frisk vand, bred sandstrand, klitter og plantage. Der er masser af gryder i klitterne, hvor man kan ligge ugeneret, hvis man er lidt mere blufærdig. Området med flest naturister kan flytte lidt frem og tilbage. Det gode ved Nordstranden er, at det er alle aldersgrupper. Ældre mennesker, midaldrende par og grupper af unge, der synes, det er rart at undgå badetøjet. Man er sjældent de eneste naturister – og ofte er der 20-30 mennesker uden tøj. Det er i øvrigt en strand, hvor områderne ikke er så skarpt opdelt. Man er accepteret både med og uden tøj hvis man udviser pli.


Skansehagebugten

Når man kommer til parkeringspladsen ved Skanse Tværvej, skal man gå til venstre ad stranden og væk fra surf-skolerne. Lidt ude på selve Skansehagen ligger naturisterne, for der ligger man lidt i fred og ro og badevandet er dejligt.