Feddet Strand er officiel nøgenbadestrand med et opslag på parkeringspladsen, der angiver hvilken del af stranden der er nøgenbadestrand.

Parkering sker på den store parkeringsplads på venstre hånd ved indkørslen til Feddet Camping (parkeringsafgift). Gå ligeud for at komme til stranden. Gå her til højre (mod syd) 4 – 500 m til kort efter sidste affaldsstativ, hvor de første fyrrebuske står på den græsklædte del af strandbredden. Herfra og de næste 400 m er officiel nøgenbadestrand. Overgangen mellem tekstilere og naturister er lidt flydende. Til hverdag er der sjældent mange på den del af stranden.

Alle er velkomne til at bade ved Feddet, men af hensyn til badende fra campingpladsen og de mange besøgende, der benytter stranden som udflugtsmål, opfordres der til, at nøgenbadning begrænses til det nævnte område.

Stranden ligger i forbindelse med Feddet Camping, så der er mange par, børnefamilier og generelt naturister i alle aldre og nationaliteter. Stranden er dejligt fri for kratluskere. Så det er et sted hvor også kvinder roligt kan tage til uden at blive begloet. Det er en fin strand, som trods det der kan være mange mennesker ikke føles tætpakket.

Stranden fra campingpladsen og ned til det tværgående hegn (ind til de løsgående får, heste og kreaturer) bliver som regel renset for søgræs. Ved østenvind kan der dog af og til være en del tang. Man kan svømme ned langs stranden og så gå sig tør på tilbagevejen på den lækre, stuegulvsplane yderste halvanden meter af strandbredden, hvor det lune vand vasker ind over fødderne – det er herligt!

På cykel kan man cykle længere mod syd ad vejen. Hvor campingpladsen slutter, drejer man til venstre og efter ca. 50 m følges vejen til højre videre sydpå. Lige efter fårefolden drejes til venstre ad brandvej nr. 3 og man kan cykle næsten til stranden lige midt i nøgenområdet. Stranden er meget fin, også børnevenlig, men det bliver alligevel rimelig hurtigt dybt nok for svømmere.

Bemærk:
Området er privat ejet af Strandegård og benyttes i stor udstrækning af campinggæster og naturelskere. Alle former for exhibitionisme og seksuel opførsel (overtrædelser af Politivedtægten §5 og Straffeloven § 232) anmeldes til politiet.
Sker der overtrædelse af ovennævnte, vil strandens status som nøgenbadestrand blive taget op til revision.